Poul Cadovius, 27.9.1911-2011, dansk arkitekt og fabrikant. Cadovius oprettede i 1945 møbelfabrikationsfirmaet Royal System, der flere steder i verden producerede hans reolsystem af samme navn med fleksible elementer, der kunne sammensættes efter individuelle behov. Senere tegnede og fabrikerede han også andre møbler og møbelsystemer - bl.a. Abstracta (1962) - og han var en af de første, der arbejdede med plast. Særlig kendt er de skalformede læskærme, der stadig står ved mange busstoppesteder i Danmark.