Potocki, polsk adelsslægt, der stammer fra landsbyen Złoty Potok ved Częstochowa. I slutningen af 1500-t. sluttede familien sig til Sigismund 3. Vasa. Den opnåede stor politisk indflydelse og erhvervede sig meget store godser, især i den østlige del af Polen-Litauen. Ved siden af familierne Czartoryski og Poniatowski blev medlemmer af slægten Potocki de mægtigste magnater (se magnateria) i Polen.