Portugal - sundhedsforhold, Målt ved middellevetid har landet gennemgået en positiv udvikling, idet den for kvinder er steget fra 70,3 år i 1971 til 78,6 i 1996. De tilsvarende tal for mænd er 64,8 og 71,2. Mænds middellevetid er dog den laveste i EU. I samme periode er spædbarnsdødeligheden reduceret fra 49,8 til 6,9 pr. 1000 levendefødte. For drenge og yngre mænd er voldelig død den vigtigste dødsårsag, og Portugal har den højeste dødelighed i EU med trafikulykker som årsag. Hjerte-kar-sygdomme udgør den hyppigste dødsårsag; hjertedødeligheden er lav og faldende, mens dødelighed pga. apopleksi er mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i EU. Den hyppigste dødsårsag før 65 år er kræft, men kræftdødeligheden er svagt faldende; som et af få lande i EU har Portugal dog en stigende hyppighed af lungekræft hos mænd. 27% af mænd og 6% af kvinder er rygere.

Fra 1993 har Portugal bevæget sig fra et overvejende statsligt sundhedsvæsen mod et system baseret på delvis privat forsikring. I 1996 brugte landet 8,2% af BNP på sundhedsvæsenet; heraf kom 60% fra det offentlige. I 1995 var der pr. 1000 indb. 4,1 sygehussenge, hvoraf ca. 80% var på statslige sygehuse. Den væsentligste del af den primære lægetjeneste drives gennem statslige sundhedscentre. I 1995 var der 3,0 læger og 3,4 sygeplejersker pr. 1000 indb.

Læs mere om Portugal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig