Portugal - historie (Napoleonskrigene)

Artikelstart

Portugal - historie (Napoleonskrigene), For at få lukket de portugisiske havne for britisk handel pressede Napoleon Spanien til at invadere Portugal. Den spanske premierminister Godoy førte tropperne, som efter at have erobret Olivenza nemt besatte næsten hele Alentejo. Portugal bad om fred i september 1801 og mistede Olivenza, men Napoleon fastholdt sin idé om at ødelægge Storbritannien med en økonomisk blokade og insisterede på en anneksion af Portugal. Den franske general Junot invaderede Portugal fra Spanien i november 1807, og hoffet indskibede sig til Brasilien dagen inden franskmændenes indtog i Lissabon. Portugal gjorde oprør mod franskmændene, og Storbritannien sendte i 1808 en hær under ledelse af Arthur Wellington, som sammen med portugiserne afgørende slog franskmændene i marts 1811 og forfulgte dem til Spanien.

Johan 6. opholdt sig fortsat i Brasilien, som blev ophøjet til kongerige, mens det politiske liv i Portugal domineredes af Storbritannien. Den britiske indblanding blev samlingspunktet for liberale aktioner i et net af sammensværgelser.

Læs videre om det konstitutionelle monarki, gå til begyndelsen af artiklen Portugal - historie, se oversigten over Portugals konger og præsidenter eller læs om Portugal generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig