Portugal - forhistorie

Portugal - forhistorie, Enkelte fund af bl.a. håndkiler vidner om menneskets tilstedeværelse i ældre og mellemste palæolitikum. Fra yngre palæolitikum, ca. 35.000-9300 f.Kr., kendes bopladser i klippehuler. I mesolitikum udnyttede jægerfolket kystens resurser og efterlod sig køkkenmøddinger, hvori man også begravede de døde, som ved Muge nær Tajoflodens munding. Agerbrug indførtes ca. 5000 f.Kr. Megalitgrave i form af dysser og jættestuer kendes fra 4. årtusinde f.Kr., nogle med kamre af imponerende dimensioner, men man anvendte også gravkamre, der var hugget ind i klipperne. Udvinding og forarbejdning af kobber tog til i 3. årtusinde f.Kr. Til samme tid hører fæstninger som Zambujal og Vila Nova de São Pedro nær Lissabon. Klokkebægerkulturen var frem mod ca. 2000 f.Kr. synonym med den herskende krigerelite, som også dominerede i den følgende bronzealder, hvilket kommer til udtryk i rige gravfund og gravsteler med krigersymboler. I 500-300-t. f.Kr. kom landet under indflydelse af fønikierne. Befæstede bysamfund i landets nordlige del var i jernalderen påvirket af keltisk kultur.

Læs videre om Portugals historie eller læs om Portugal generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig