Portugal - forfatning, Republikken Portugals forfatning er fra 1976 med flere revisioner siden da; i 1997 indførtes fx muligheden for folkeafstemning. Den lovgivende magt ligger hos et etkammerparlament, Nationalforsamlingen, med 230 medlemmer (maks. 235), der vælges ved forholdstalsvalg for fire år. Den udøvende magt har præsidenten, der vælges ved direkte valg for fem år og kun kan genvælges én gang. Han udpeger statsministeren under hensyntagen til den parlamentariske situation, og han udpeger og afsætter de øvrige ministre i samråd med statsministeren. Statsministeren er ansvarlig over for præsidenten mht., hvorledes regeringsinstitutionerne fungerer, og for parlamentet mht. den førte politiks indhold. Præsidenten sammenkalder og opløser parlamentet, som han finder det nødvendigt. Et konsultativt statsråd har præsidenten som formand og består bl.a. af parlamentets præsident, statsministeren og forfatningsdomstolens præsident. Forfatningsdomstolen med 13 dommere udpeges af parlamentet.

Øgrupperne Madeira og Azorerne har status som autonome regioner og har hver deres regering og parlament. Centralregeringen er repræsenteret ved en minister, der udpeger regeringens formand og i samråd med denne de øvrige ministre.

Læs mere om Portugal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig