Portugal - arkitektur

Portugal. Klostret Santa Maria da Vitória, Batalha (påbegyndt 1388).

.

Portugal. Hieronymitterklosteret i Belém (1501-72).

.

Portugal. Palácio da Pena, Sintra (1850).

.

Portugal - arkitektur, Portugal er rig på arkitektur af høj kvalitet. Sideløbende med befrielsen fra maurerne opstod i 1100-tallet en romansk byggestil. Både militæranlæg og sakralarkitektur er bevaret i Nord- og Midtportugal, herunder katedralerne i Porto, Coimbra og Lissabon.

Cisterciensernes kirke i Alcobaça (grdl. 1153) markerer overgangen til gotikken, mens fuldt udviklet højgotik ses i kirken og klostret Santa Maria da Vitória i Batalha (påbegyndt 1388), hvor sansen for proportioner, masse og rum er forenet med en glæde ved frodig ornamentik.

Samme kvaliteter findes også i den første helt selvstændige kunstneriske periode, den manuelinske (efter kong Manuel 1. den Store), fra 1490'erne til ca. 1540. Den manuelinske stil er sammensat, idet sengotiske træk kombineres med en ny, mere naturtro ornamentik med inspiration fra en maritim verden i form af tovværk, havflora og -fauna. Dertil har det manuelinske byggeri en enkel, skulpturel karakter og baner tillige vejen for en ny optagethed af forholdet mellem bygning og landskab, fx Hieronymitterklosteret i Belém (1501-72).

Italiensk renæssance har været inspiration for kirken Santa Maria de Conceição i Tomar (1500-t.); et manieristisk hovedværk er Johan 3.s klostergård af D. de Torralva (ca. 1500-ca. 1566), ligeledes i Tomar.

Monumental klassisk form kendetegner det modreformatoriske sakralbyggeri, fx Saõ Vicente de Fora (påbegyndt 1590) i Lissabon af F. Terzi (ca. 1520-97). Udbredt brug af azulejos (blå fliser) i rumudsmykningen og på ydermure er her som i senere perioder en afgørende del af det arkitektoniske særpræg. Højbarokkens hovedværk er J. Antunes' (1645-1712) ufuldendte, romersk inspirerede kirke Santa Engrácia (påbegyndt 1682) i Lissabon.

1700-tallet var en glansperiode i portugisisk arkitektur. Centraleuropæiske, italienske og franske arkitekter, bl.a. J.F. Ludovice (1670-1752) og L. Vanvitelli, byggede for hoffet i en international, klassisk afmålt stil, fx Mosteiro de Mafra (1730), mens italieneren N. Nasoni (1691-1773) og lokale arkitekter i og omkring Porto og Braga skabte en eksperimenterende rokoko, fx Igreja dos Clérigos (påbegyndt 1732) i Porto. Arkitektur og landskab indgår en effektfuld syntese i højtbeliggende valfartskirker, fx Bom Jesús do Monte (1784-1811) i Braga.

Efter jordskælvet i Lissabon (1755) blev en del af byen genopbygget efter en overskuelig, rationel byplan. Historicismens hovedværk er Palácio da Pena (1850) i Sintra, opført i en teatralsk neogotisk og neomanuelinsk stil.

G. Eiffel tegnede broen Ponte Dona Maria Pia (1877) i Porto, et højekspressivt ingeniørarbejde. Blandt nyere arkitekter må nævnes de klassiske modernister C. Branco (1897-1970) med Cinema Eden (1931) i Lissabon samt A. Siza Vieira (f. 1933) med banken Banco Borges & Irmão (1986) i Vila do Conde. En fremtrædende postmodernist er T. Taveira (f. 1938).

Læs mere om Portugal.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig