Porsche

Porsche. 1 Porsche 356 B/ 1600 fra 1959. Der blev 1948-65 produceret ca. 78.000 i en lang række udgaver, bl.a. cabriolet, speedster og som her coupé. 2 Porsche 911 Coupé fra 1963, designet af Ferry Porsches søn, Ferdinand Alexander Porsche (f. 1935). Modellen havde i modsætning til Porsche 356 selvbærende karosseri, 6-cylindret motor og ingen brug af folkevognsdele. Selvom Porsche i flere omgange forsøgte at lancere en række modeller med vandkølede rækkemotorer placeret i front (924, 928, 944 og 968) til afløsning af 911, holdt kunderne stædigt fast i den klassiske Porsche med boksermotor; den blev 1964-98 fremstillet i ca. 409.000 eksemplarer. Porsche introducerede derfor to nye modeller med nykonstrueret boksermotor, der nu var vandkølet. 3 Boxster med centermotor fra 1996 og 4 den nye 911 med hækmotor fra 1997, der i det ydre minder påfaldende om den klassiske 911 og derfor tilfredsstiller selv ortodokse Porschefans.

.

Porsche, tysk sportsbilmærke, grundlagt af Ferry Porsche i 1948 med faderen, Ferdinand, som konsulent. Bilmærket produceres af Dr.Ing. h.c. F. Porsche AG, der blev stiftet i 1931 som konstruktionsfirma af Ferdinand Porsche. Fabrikken har siden 1950 ligget i Stuttgart. Siden er dog også kommet andre lokaliteter til.

Porsches første model, 356, var baseret på folkevognen. Modellen blev en stor succes, og princippet med en luftkølet boksermotor placeret bag i bilen blev fastholdt i Porsches kendteste model, 911. Den blev introduceret i 1963 og er siden kommet i flere udgaver; fra 1997 med vandkølet motor. En sedanmodel, Cayenne, med V6- eller V8-frontmotor og tophastigheder op til 270 km/t. blev introduceret i 2002 og blev en salgssucces for Porsche, som næsten fordoblede virksomhedens produktionstal.

Porschegruppen, der også omfatter konsulentvirksomhed, havde i 2012 15.500 ansatte, en omsætning på 14 mia. euro og en produktion på 151.999 biler.

Porsches hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig