Pomponius Mela

Om Melas liv og person vides så godt som intet ud over, at han var født i det sydlige Spanien, var velbevandret i den klassiske litteratur og beherskede både latin og græsk. Han skrev formentlig sit værk i vinteren 43-44 e.v.t., idét han omtaler den romerske erobring af Britannien som en nylig begivenhed. Der er ikke bevaret andre værker fra Melas hånd.

Kun en lille del af Melas geografi bygger på selvsyn. Langt det meste er skrevet af fra andre, hvoraf han kun nævner tre ved navn: Homer, Hanno og Cornelius Nepos.

Værkets antikke titel kendes ikke; det ældste bevarede manuskript (ca. 1100 e.v.t.) bærer titlen De chorographia (af græsk chora, "område" og graphe, "skrift").

Beskrivelsen er disponeret som en periplus (”omsejling”) af verden langs kontinenternes kyster. Byer, steder og landskaber beskrives ét for ét, efterhånden som de passeres. I modsætning til andre geografiske forfattere fra samme århundrede, fx Strabon eller Plinius den ældre, opgiver Mela kun sjældent afstande.

De fjernere egne af Melas verden er befolket af fabeldyr og mennesker med sære skikke. Hans antropologiske skildringer har ingen kildeværdi, men gør fremstillingen umiddelbart spændende og bidrog til værkets popularitet antikken igennem.

I værkets tredje og sidste bog beretter Mela om et område i nord, hvor ”havet kommer og går”, således at landet ”fremtræder skiftevis som øer og som fastland”; beskrivelsen passer på Vadehavet. Her lever folk, der ernærer sig udelukkende af fugleæg, andre, der har hove i stedet for fødder, og panotiere (”al-ører”), hvis ører er så store, at de kan svøbe dem om sig som værn mod vinterkulden.

Melas værk blev genopdaget i Renæssancen og udkom første gang på tryk 1471 i Venedig.

• Romerrigets litteratur