Artikelstart
Polen - politiske partier, Det nye polske demokrati fra 1989 fremmede dannelsen af partier. Det indtil da enerådende kommunistiske parti, PZPR, opløste sig selv i 1990 og dannede et socialdemokrati, SDRP, der senere sammen med andre grupperinger, bl.a. en fagforening, dannede venstrekoalitionen SLD. I efteråret 1990 dannedes en række partier med rod i fagforeningen Solidaritet, bl.a. UD (fra 1994: Frihedsunionen, UW) og PC. Det første helt frie parlamentsvalg i 1991, der bragte 29 partier i Sejmen, ændrede det politiske billede i Polen.
AWS blev dannet i 1996 af Solidaritet og en række katolske og nationale partier og grupperinger. Partiet har dannet regering sammen med Frihedsunionen UW i 1990'erne. Bondepartiet PSL har siden 1993 mest samarbejdet med SLD. I 2001 dannedes tre nye partier, som hentede stemmer fra især AWS og UW: Den Medborgerlige Platform (PO) med en liberal og vestvendt politik, højrepartiet Lov og Retfærdighed (PiS) med stærk vægt på nationale og katolske værdier samt De Polske Familiers Liga (LPR) med en antieuropæisk og konservativ poltik. Det populistiske protestparti Selvforsvar (Samoobrona) blev dannet i midten af 1990'erne, men er i begyndelsen af 2000 vokset i popularitet. Ved valget 2005 forsøgte bl.a. T. Mazowiecki uden held at komme i Sejmen med et nyt parti, Det Demokratiske Parti (PD); det lykkedes heller ikke for det socialdemokratiske udbryderparti SDPL, dannet af Marek Borowski (f. 1946), tidligere SLD-politiker og formand for Sejmen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.