Pokhara, by i Nepal; 265.000 indb. (2011). Byen, der er regionshovedkvarter, er stærkt præget af turisme. En hel bydel med talrige hoteller og restauranter er skudt op ved den idylliske sø Phewa Tal umiddelbart syd for selve byen. Pokhara har en fantastisk udsigt til Annapurnabjergene, især Macchapucchre (6993 m), hvis stejle, ubesejrede tinde er blevet byens vartegn. Der er vejforbindelse mod øst til Kathmandu og mod syd til Terai. Pokhara har en indenrigslufthavn med forbindelser til hovedstaden og den populære trekkingdestination Jomsom.