Plesetsk-kosmodromen, USSRs første og nordligste rumfartscenter, som fortrinsvis bruges til opsendelse af ubemandede militær-, kommunikations- og vejrsatellitter i polære baner. Centeret er bygget omkring byerne Mirnyj og Kotjma ved Jemtsafloden og strækker sig over 100 kilometer. Dets opbygning begyndte i 1958, og det var en af USSRs atomraketbaser 1960-66; fra 1961 også rumcenter med affyringsramper til Sojuz-, Molnija-, Tsiklon-, Kosmos- og Zenitraketter.