Piræus. Foto: 2017.

.

Piræus. Foto: 2017.

.

Piræus. Foto: 2017.

.

Piræus' containerhavn. Foto: 2017.

.

Piræus. Foto: 2017.

.

Piræus. Foto: 2017.

.

Piræus, Peiraieus, Peiraias, græsk havneby. Piræus er et af Europas største maritime centre, og den er forstad og havneby til Athen.

Piræus var oprindelig en ø omgivet af marskland. Den ligger i Falirobugten 8 km sydvest for Athens centrum. I dag er byen sammenvokset med Athen, og den er en del af hovedstadsområdets 3,8 mio. indb. Kommunen Piræus har ca. 163.700 indb., mens det urbane område har ca. 449.000 indb. (2011).

Havnen er Europas største passagerhavn, der alene årligt betjener 15 mio. passagerer og fragter mere end 200.000 containere (2016). Piræus er hovedsæde for den græske handelsflåde, der er en af verdens største, for store udenlandske rederier samt for maritime handels- og finansselskaber, og den har skibsværft med tilknyttet industri- og frizone samt containerhavn.

Piræus' havn er opdelt i flere dele. Den centrale havn, Kentriko Limani, og en indre passagerhavn, som er den antikke havn Kantharos. Den har flådehavn, samt den ydre og gamle industrihavn, som hedder Leondos. Der findes tørdokke ved Drapetsona, og vest herfor ved Keratsini ligger den nye containerhavn, Venizelos.

Ved Perama ligger den maritime og industrielle frizone med flydedokke til reparation af store skibe. På østsiden af Piraiki-halvøen ligger den antikke og mindre havn Zea, der i dag er Grækenlands største marina og ankerplads for store luksuriøse sejl- og motorskibe. Fra Zeas ydre mole, tæt ved Det Maritime Museum, afgår flyvebåde til De Saroniske Øer.

I bunden af Falirobugten ligger Piræus' store skibsformede og overdækkede Peace and Friendship Stadium sammen med Faliros Olympiske Maritime Center.

Tæt herved ligger Piræus' fodboldstadion, hjemmebane for det kendte græske fodboldhold Olympiakos. Piræus' havn er forbundet med Athen via to jernbaner bygget i 1860'erne. Der er desuden en smal bane til Peloponnes, og den internationale bane til Nordgrækenland samt en metro bygget af Siemens i 1930'erne og senest moderniseret i 1990'erne.

Bybilledet i Piræus er karakteriseret af store pladser, boulevarder og lige, parallelle gader oprindeligt tegnet af de royale arkitekter Schaubert og Kleanthes 1834.

De indre havnepromenader og de centrale gader er domineret af store og dyre forretnings- og kontorhøjhuse, mens halvøens sydlige renoverede kyststrækninger langs de antikke bymure har eksklusive boligområder og et lukket militært område med officersskole.

Byens gamle industriområde ligger vest for centralhavnen ved Drapetsona og nordøst herfor langs jernbanen. Mange af de gamle industrier er nedlagt, og i dag produceres tekstil, beklædning, føde- og drikkevarer, cigaretter, el- og skibskomponenter, transportudstyr, kemiske og keramiske produkter, gummi og plastic, papir og typografiske produkter.

Historie

Piræus' betydning i oldtiden som Athens havneby begyndte 493/92 f.Kr., da Themistokles blev archont. Han indledte opbygningen af den athenske krigsflåde og befæstede området. 457-444 f.Kr. blev fæstningsanlægget udvidet med De Lange Mure mellem Athen og Piræus.

Murene blev revet ned efter athenernes nederlag i Den Peloponnesiske Krig, men opførtes igen i 390'erne f.Kr. Havneområdet bestod af tre naturlige havne, hvor Khantaros var den vigtigste.

Her lå bl.a. skibsværfterne. Ved Zea lå en treskibet arsenalbygning, opført i 300-t. f.Kr. Piræus' storhedstid i antikken ophørte med Sullas ødelæggelse af byen i 86 f.Kr.

Store dele af den antikke havn og byen, anlagt i et retvinklet gadenet, er gemt under den moderne by. Rester af bymuren, to af byportene og arsenalet er dog fundet; det samme gælder fundamenter til tørdokke, en mindre del af molesystemet, dele af to teatre, flere helligdomme og privathuse.

I den byzantinske og osmanniske periode var Piræus et ubetydeligt fiskerleje og periodevis base for pirater. I 1318 skiftede byen navn til Porto Leone, og frankerne kaldte den Porto Draco. Med den osmanniske besættelse skiftede byen atter navn til Aslan Port 'Løvehavnen' efter den store marmorløve, Piræusløven, i den indre centrale havn.

Først efter Den Græske Frihedskrigs afslutning 1829 fandt en større bosætning sted, og op gennem 1800-t. udviklede Piræus sig igen til en vigtig havneby for Athen og var omkring 1900 Grækenlands vigtigste havneby.

Med "Lilleasien-katastrofen" 1922 modtog Piræus hundred tusinde græske flygtninge fra Tyrkiet, og befolkningstallet blev fordoblet til 251 659 i 1928. De fattige flygtninge udgjorde en billig arbejdskraft og et vigtigt grundlag for industriens og den maritime handels blomstring. De skabte deres egen undergrundskultur, og Piræus blev kendt for sin folkelige Rebetika-musikkultur med hashknejper, prostituerede, alfonser og kriminelle.

Tyskernes bombning af Piræus i 1941 og de allieredes bombning i 1944 lagde atter Piræus i ruiner. En ny plan vedtaget i 1950 skabte grundlag for genopbygningen i 1950'erne. På grund af den øgede handel, skibstrafik og den teknologiske udvikling blev en ny moderniseringsplan for havnen besluttet 1982. Den bestod af en række femårsplaner for havnens udvikling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig