Faktaboks

Pieter Claesz.
Født
1597, Berchem
Død
1660, Haarlem
Pieter Claesz., Opstilling med skinke, 1625.

Pieter Claesz., Opstilling med skinke, 1625. Olie på træ, 43,5 × 62,5 cm. Nivaagaards Malerisamling, Nivå.

Af /Nivaagaards Malerisamling.
Licens: CC BY 2.0

Pieter Claesz. var en nederlandsk maler. Han blev født i Berchem, som i dag er en forstad til Antwerpen. En kunstner ved samme navn nævnes som medlem af Lukas Gildet i Antwerpen i 1620/1621.

Fra Flandern til Haarlem som migrant

Pieter Claesz. flyttede i 1621 til Haarlem, hvor han hurtigt slog sit navn fast som en af byens bedste malere af stilleben. De nederlandske borgere og købmænd var flittige aftagere af Claesz.' malerier. Hans tidlige værker fra 1620’erne betegnes som de bedste i hans virke.

Konkurrencen var imidlertid hård, da kunstnere som Willem Claesz. Heda og Floris van Schooten, begge fra Haarlems velhavende katolske familier, ligeledes fokuserede på stilleben-maleriet. De var alle eksponenter for det såkaldte monochrome banketje (monokrome måltidsstykke). Dette er en fremstilling af en enkel måltidsopdækning på et bord, senere skildret med en dæmpet palet af gråt, brunt og grønt.

Vanitas-stilleben

Pieter Claesz., Vanitas-stilleben, 1630.

Pieter Claesz., Vanitas-stilleben, 1630. Olie på træ, 39,5 x 56 cm. Mauritshuis, Den Haag.

Af .
Licens: CC BY 2.0

Mange af måltidsopstillingerne indeholdt vanitas-symboler, der skulle minde det velstående borgerskab om livets forgængelighed, fornøjelsens nytteløshed og dødens vished. Genren begyndte i det 16. århundrede og fortsatte ind i det 17. århundrede.

Stigende efterspørgsel

Da efterspørgslen i 1630’erne og 1640’erne steg kraftigt, skruede Claesz. op for produktionen og malede i disse årtier omtrent dobbelt så mange værker som i 1620’erne. Det betød, at de senere værker blev mindre konsistente kvalitetsmæssigt.

Pieter Claesz. var far til landskabsmaleren Nicolaes Pietersz. Berchem, der blev meget populær blandt de italianisanten, nordeuropæiske landskabsmalere, som skildrede det italienske landskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig