Piet Mondrian

Faktaboks

Piet Mondrian
født:
1872
død:
1944

Piet Mondrian, egl. Pieter Cornelis Mondriaan, 1872-1944, hollandsk maler; uddannet på kunstakademiet i Amsterdam 1892-97. Piet Mondrian, der spillede en vigtig rolle i udviklingen af konkret kunst, voksede op i et miljø præget af en streng og spekulativ calvinisme.

Religiøsitet og et filosofisk engagement satte præg på Mondrians liv og kunst. Hans maleriske udgangspunkt var Haag-skolens naturalistiske landskabskunst, men efter århundredskiftet blev han optaget af postimpressionismen, især den franske neoimpressionisme og Vincent van Goghs ekspressionisme, som han forenede i fx Det røde træ (1909, Gemeentemuseum, Haag), et billede med spekulative overtoner baseret på teosofien, som han ved denne tid indledte en livslang tilknytning til.

Efter en mellemfase præget af kubismen under et ophold i Paris 1912-14 afklaredes hans egen såkaldte neoplasticisme hjemme i Holland 1914-19: Billedfladen blev en struktur af sorte lodrette og vandrette akser, hvorimellem de rektangulære felter udfyldes af ensfarvede flader i rødt, gult eller blåt og/eller i sort, gråt eller hvidt.

Et karakteristisk eksempel er Komposition i rødt, gult og blåt (1921, Gemeentemuseum, Haag). Sammen med ligesindede kolleger dannede han i 1917 gruppen De Stijl, der udbredte neoplasticismen inden for billedkunst og arkitektur og fik stor betydning for udviklingen af den internationale konstruktivisme i mellemkrigstiden.

Sine sidste fire leveår tilbragte Piet Mondrian i New York, hvor storbymiljøet inspirerede ham til at forny sin strenge stil med en pulserende dynamik, som det bl.a. ses i det berømte maleri Broadway Boogie-Woogie (1942-43, Museum of Modern Art, New York).

Læs mere om hollandsk billledkunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig