Piet Hein debuterede anonymt med muntre strofer i Politiken, som under 2. Verdenskrig drillede tyskerne med hans Gruk (et ord sammensat af grin og suk), samlet i 20 bind (1940-1963). Først udkom de under pseudonymet Kumbel (oldnordisk kumbl 'en sten med indskrift'), en hilsen til Piet (sten) og Hein (hvæssesten).
Piet Heins streg gør den runde Kumbel med hat, butterfly, pegasus og lyre til en del af grukket, der sætter dagliglivets uendelige små i et uendeligt stort perspektiv. De lyrisk-aforistiske, virtuost rimede strofer vender sig med humor og optimisme mod magtbalance, ideologi, system og vaner og åbner øjet for en visdom, som enhver allerede synes selv at have formuleret. De i alt knap 10.000 Gruk ("Grooks") er trykt i oplag på mindst 1,5 mio. og oversat til mere end 20 sprog. Piet Hein gendigtede dem selv på engelsk.
Hans lyrik, Vers i Verdensrummet (1941) og Vers af denne Verden (1948), er formelt smuk, men følelsen kan trues af det patetiske og spekulative. Om teknik skrev han bl.a. Helicopteren (1947) — essayistikken findes bl.a. i Kilden og krukken (1963) og aforismerne i Man skal gaa paa Jorden (1944) — selvom den er gloende (1950).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.