Piet Hein

Piet Hein debuterede anonymt med muntre strofer i Politiken, som under 2. Verdenskrig drillede tyskerne med hans Gruk (et ord sammensat af grin og suk), samlet i 20 bind (1940-1963). Først udkom de under pseudonymet Kumbel (oldnordisk kumbl 'en sten med indskrift'), en hilsen til Piet (sten) og Hein (hvæssesten).

Piet Heins streg gør den runde Kumbel med hat, butterfly, pegasus og lyre til en del af grukket, der sætter dagliglivets uendelige små i et uendeligt stort perspektiv. De lyrisk-aforistiske, virtuost rimede strofer vender sig med humor og optimisme mod magtbalance, ideologi, system og vaner og åbner øjet for en visdom, som enhver allerede synes selv at have formuleret. De i alt knap 10.000 Gruk ("Grooks") er trykt i oplag på mindst 1,5 mio. og oversat til mere end 20 sprog. Piet Hein gendigtede dem selv på engelsk.

Hans lyrik, Vers i Verdensrummet (1941) og Vers af denne Verden (1948), er formelt smuk, men følelsen kan trues af det patetiske og spekulative. Om teknik skrev han bl.a. Helicopteren (1947) — essayistikken findes bl.a. i Kilden og krukken (1963) og aforismerne i Man skal gaa paa Jorden (1944) — selvom den er gloende (1950).

Piet Hein fik registreret 3100 idéer, fra han først i 1930'erne tog patent på bevægelige dukkeøjne til spiralsoluret HelixHelios fra 1993, som i Egeskov Slotspark viser tiden ved at kaste skygge på sig selv.

Superellipsen, der danner formen på hans kendte bord, løste i 1969 problemet om, hvem der skulle sidde for bordenden under Vietnamkonferencen i Paris. Formen synes at være en forening af rektanglet og af ellipsen, hvoraf den matematisk er afledt. I stor skala er den brugt til grundplanen for Sergels torv i Stockholm samt bygningsværker i Paris, Canada, Chicago og Mexico City. Også superægget og de mange brætspil er geometrisk Danish design.

Piet Hein ålede "teknoti" og "kultisme" for at forlænge striden mellem idealisme og positivisme, men forholdt sig ikke til en materialistisk kritik af disse videnskabssyn. Hans naturfilosofi var nyplatonisk og i slægt med H.C. Ørsteds.

Hein karakteriserede mennesket ved dets forestillingsevne og kreativitet — fx pegede han på, at Ole Rømers egentlige indsats ikke var at måle lysets hastighed, men at forestille sig, at det havde hastighed. Mod videnskabelige absolutter hævdede Piet Hein, at humoren i Søren Kierkegaards og Harald Høffdings forstand viser, at "intet perspektiv på tingene er det yderste og endelige".

Piet Hein havde blik for enkelheden. Mangfoldigheden i hans virke ses af æresbevisningerne The Alexander Graham Silver Bell 1968, Aarestrup-medaljen 1969, Storm Petersen-prisen 1978, Ingenio et arti 1985.

Han blev æresdoktor ved Yale University i 1972 og ved Odense Universitet i 1991; æreshåndværker udnævnt af Haandværkerforeningen 1975. Han deltog i internationalt arbejde som formand for Een Verden 1948-49 og medlem af PEN.

• gruk
• Danmark – litteratur