Faktaboks

Pierre Puget
Født
1620
Død
1694

Pierre Puget, 1620-1694, fransk billedhugger, maler og arkitekt. Efter at have arbejdet hos Pietro da Cortona i Rom virkede Pierre Puget fra 1644 i Toulon og Marseille, siden i Paris for bl.a. Nicolas Fouquet på hans slot Vaux-le-Vicomte.

Under ophold i Italien i 1660'erne udførte Pierre Puget i Genova statuer af Sankt Sebastian og Sankt Alexander Sauli til kirken Santa Maria Assunta di Carignano; statuerne viser hans heftigt bevægede udtryksform, præget af den romerske barok.

I Toulon og i Marseille udførte han skulpturen Milon fra Kroton (1670-82) og det store relief Alexander og Diogenes (1671-88, begge Louvre), der er blandt den franske baroks mesterværker.

I fødebyen, Marseille, tegnede Puget bl.a. planerne til Charité-hospitalets kapel.

Læs mere om fransk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig