Faktaboks

Pierre Bergounioux
Født
25. maj 1949

Pierre Bergounioux er en fransk forfatter og essayist. Hans omfattende forfatterskab kredser om jeg'ets forhold til de konkrete omgivelser og den kollektive og personlige erindring, det forbinder med dem. Rum og tid er permanent til stede i hans bøger som landskaber og historie.

Subjektivitetens problematiske position i dette forhold er en konstant i Bergounioux' tekster og giver flere af dem et selvbiografisk præg. Selv når han som i hovedværket La Mort de Brune (1996) går tilbage i tiden til et terroristisk mord på en general fra Napoleons hær, er det jeg'ets egne forestillinger, der tæller, og virkeligheden bliver nødvendigvis til billeder og kunst. I Le Chevron (1996) åbner det landskab, jeg'et oplever, for store visioner. Miette (1995) om overgangen fra det gamle bondesamfund til det moderne er også en familiehistorie og dermed vedkommende for forfatterens fremstilling af sin oprindelse i Corrèze i Sydvestfrankrig. "De døde," siger han i La Toussaint (1994), "lever to gange, uden for os og før os, og siden i os."

Pierre Bergounioux hører til blandt de franske forfattere, der som eksempelvis Nathalie Sarraute og Annie Ernaux efter 2. Verdenskrig genopfandt subjektiviteten som et bærende element i tekster mellem erindring og virkelighed. Bergounioux anfører William Faulkner som en vigtig inspiration og har skrevet et essay om René Descartes (Une chambre en Hollande, 2009), hvor vægten er lagt på filosoffens omflakkende liv. Det er på samme måde Flauberts "eksistentielle situation" han fremhæver i L'Orphelin (1992).

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Sestoft, Carsten (2010). Tyve års hverdage på 2200 sider: om Pierre Bergounioux' 'Carnets des notes'. Den blå port, nr. 85, s. 11-17.
  • Viart, Dominique & Vercier, Bruno (2008). La Littérature française au présent (2. udgave). Paris: Bordas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig