Faktaboks

Pia Kjærsgaard

Pia Merete Kjærsgaard

Født
23. februar 1947
Stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995.
Pia Kjærsgaard på pressemøde 10. juni 1995 om stiftelsen af det nye parti Dansk Folkeparti. Omkring Pia Kjærsgaard sidder de andre tre udbrydere fra Fremskridtspartiets folketingsgruppe; fra venstre Ole Donner, Kristian Thulesen Dahl og Poul Nødgaard.
Stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995.
Af /Ritzau/Scanpix.

Pia Kjærsgaard er en dansk politiker, medlem af Folketinget siden 1984. Hun var leder af Dansk Folkeparti i perioden 1995-2012 og forinden en ledende figur i Fremskridtspartiet, bl.a. i egenskab af politisk ordfører 1985-1994. Hun blev som den første kvinde valgt til Folketingets formand i 2015.

Pia Kjærsgaards baggrund

Pia Kjærsgaard arbejdede først som ansat på kontor inden for forsikrings- og reklamevirksomhed 1963-1967, inden hun 1978-1984 var ansat som hjemmehjælper. I 1984 blev hun for første gang valgt som medlem af Folketinget for Fremskridtspartiet.

MF for Fremskridtspartiet

Som nyvalgt MF fik Pia Kjærsgaard meget hurtigt centrale poster i Fremskridtspartiets folketingsgruppe på Christiansborg. Som politisk ordfører 1985-1994 kom hun i tiltagende grad til at tegne den resultatsøgende del af partiet over for den mere anarkistiske fløj, som fulgte partistifteren Mogens Glistrups kompromisløse linje i forhold til de øvrige partier i Folketinget. I 1990 var Pia Kjærsgaard med til at ekskludere Mogens Glistrup af partiets folketingsgruppe i en periode, som var præget af opgør mellem de såkaldte "strammere" og "slappere" i partiet.

Stiftelsen af Dansk Folkeparti

I 1995 forlod Pia Kjærsgaard Fremskridtspartiet efter et kaotisk landsmøde og dannede umiddelbart efter – sammen med bl.a. Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup – Dansk Folkeparti (DF). Det fik partibogstavet O.

Som formand og leder for Dansk Folkeparti lykkedes det Pia Kjærsgaard på under 10 år at gøre partiet til landets tredjestørste, en position, som partiet sikrede sig ved folketingsvalget i 2001. Da mange af partiets stemmer kom fra Socialdemokratiet, kom Dansk Folkeparti ved dette valg til at udgøre en del af et nyt flertal bag en VK-regering med Anders Fogh Rasmussen som statsminister.

Fra at have været et protestparti bygget op om modstand mod EU og krav om markante stramninger i udlændingepolitikken var Dansk Folkeparti 2001-2011 fast støtteparti for VK-regeringen og markerede sig på stadig flere politikområder. Partiet var fast partner ved VK-regeringens finanslove, ligesom partiet lagde stemmer til både Strukturreformen og velfærdsreformen. I denne periode arbejdede Pia Kjærsgaard målrettet på at give Dansk Folkeparti en stærk profil i velfærdspolitikken med krav om forbedringer af bl.a. ældrepleje og sygehussektoren.

Præsidiemedlem og formand for Folketinget

Pia Kjærsgaard ny folketingsformand.
Pia Kjærsgaard blev den 3. juli 2015 valgt til Folketingets formand som den første kvinde på posten.
Pia Kjærsgaard ny folketingsformand.
Af /Ritzau/Scanpix.

I september 2012 trådte Pia Kjærsgaard tilbage som partiformand; hun efterfulgtes af Kristian Thulesen Dahl. Hun fortsatte dog på en politisk markant post som sit partis værdiordfører. 2012-2022 var hun medlem af Folketingets Præsidium, og i 2015 blev hun valgt til formand for Folketinget som den første kvinde i embedet. Efter folketingsvalget og regeringsskiftet i juni 2019 blev hun på formandsposten efterfulgt af Henrik Dam Kristensen.

Udgivelser

Pia Kjærsgaard har udgivet erindringsbøgerne - men udsigten er god. Midtvejserindringer (1998) og Fordi jeg var nødt til det (2013).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig