Phineas Taylor Barnum

Faktaboks

Phineas Taylor Barnum
Født
1810
Død
1891

Artikelstart

Phineas Taylor Barnum, 1810-1891, amerikansk showman og impresario. I en flere gange udvidet og revideret selvbiografi har Barnum fortalt om sit liv. Han voksede op i et miljø, hvor fraværet af faste værdier gjorde practical jokes til en dominerende omgangsform, enhver var sin egen lykkes smed, og alle snød alle. Erfaringerne herfra trak han på i sin videre karriere, hvor han udstillede bizarre fænomener som general Washingtons "161-årige" amme, en havfrue, en uldhåret hest, lilleputten general Tom Thumb og de siamesiske tvillinger Chang og Eng.

Visse af Barnums udstillinger blev fra 1841 samlet på The American Museum i New York og udtrykte, i pagt med tidsånden, mistillid til traditionelle autoriteter kombineret med godtroenhed over for tekniske, mere eller mindre videnskabelige forklaringer. Man har sammenlignet med samtidige forfattere som E.A. Poe og Herman Melville og deres leg med det groteske, parret med en lyst ved den detektiviske undersøgelse af, hvordan dette er skruet sammen.

Ved siden af udstillingsvirksomheden udfoldede Barnum sig også som koncertarrangør (med Jenny Lind), menageriejer, cirkusdirektør, foredragsholder og politiker. Hans dristige, ordrige og spektakulære reklame for shows som det cirkus, han fra 1876 kaldte "The Greatest Show on Earth" (se Barnum & Bailey), gjorde hans navn til et begreb. Således kaldtes Ole Olsen, skaberen af Nordisk Film, for Danmarks Barnum. Også Professor Tribini har haft dette tilnavn.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig