Phillipskurve

En typisk forklaring på, hvorfor der kan tænkes at være en negativ sammenhæng mellem inflation og ledighed, tager udgangspunkt i løndannelsen på arbejdsmarkedet. Når ledigheden er lav, har lønmodtagerne en relativt stærk forhandlingsposition, og det vil slå ud i relativt høje nominelle lønstigninger. Det medfører, at virksomhedernes produktionsomkostninger, som i høj grad består af lønomkostninger, stiger. Det vil påvirke prisdannelsen på varemarkedet, sådan at priserne på de varer, virksomhederne producerer, også stiger relativt meget – hvilket er det samme, som at inflationen er relativt høj. Man siger, at virksomhederne overvælter de højere produktionsomkostninger i varepriserne. Meget af den makroøkonomiske diskussion af Phillipskurven har handlet om, hvilke andre forhold, der samtidig kan påvirke denne sammenhæng. En typisk moderne formulering af Phillipskurven forklarer inflationen som en funktion af tre forhold: Aktørernes inflationsforventninger, forskellen mellem periodens ledighed og det strukturelle ledighedsniveau (også kaldet ledighedsgabet) samt en størrelse, der afspejler forskellige tilfældige andre forhold (ofte sammenfattende benævnt udbudsstød), blandt andet midlertidige ændringer i lønmodtagernes produktivitet.

Phillipskurven blev oprindelig opstillet af den newzealandske økonom W. A. Phillips i 1958. Han tegnede et diagram, der viste sammenhængen mellem den årlige stigningstakt i de nominelle lønninger (løninflationen) og arbejdsløshedsprocenten i Storbritannien fra 1861 til 1957. Den overordnede sammenhæng var negativ, sådan at år med lav løninflation typisk samtidig var år med høj ledighed, og omvendt. I 1960 beskrev de amerikanske økonomer Paul Samuelson og Robert Solow en tilsvarende negativ sammenhæng mellem inflation (stigningstakten i forbrugerpriserne) og ledighed i USA og kaldte denne negative sammenhæng for Phillipskurven.

Denne negative sammenhæng (i dag ofte omtalt som den simple Phillipskurve) blev hurtigt en vigtig ingrediens i datidens keynesiansk-inspirerede makroøkonomiske tænkning og politik. Sammenhængen blev tolket som et permanent og stabilt fænomen, sådan at en regering i sin økonomiske politik kunne vælge det sted på Phillipskurven, den ønskede at placere sig, og dermed den optimale afvejning mellem inflation og ledighed: En lav ledighed kunne opnås permanent, hvis man til gengæld var parat til at acceptere en høj inflationsrate.

De to amerikanske økonomer Edmund Phelps og Milton Friedman udviklede sidst i 1960’erne uafhængigt af hinanden det synspunkt, at den simple Phillipskurve ikke fyldestgørende kunne beskrive sammenhængen mellem inflation og ledighed i det lange løb. De mente, at man ikke permanent kunne fastholde ledigheden under et bestemt niveau (det strukturelle ledighedsniveau, af Friedman kaldt den ”naturlige” arbejdsløshed). Lavere ledighed end dette niveau kan kun opretholdes, hvis lønmodtagerne systematisk undervurderer, hvor høj inflationen er, og det er usandsynligt, at de vedvarende vil blive ved med at foretage den samme fejl i deres forudsigelse af inflationen. Derfor vil deres inflationsforventninger tilpasse sig, hvis de oplever, at de ikke forudsiger prisstigningerne korrekt. Den samme tankegang indebærer, at hvis den økonomiske politik vedvarende forsøger at fastholde en arbejdsløshed, der er lavere end den strukturelle, vil inflationen stige mere og mere, hvilket i sidste instans vil føre til pengesystemets sammenbrud. Myndighederne vil derfor være nødt til at gribe ind på et tidspunkt for at standse sådan en udvikling.

Udviklingen igennem 1970’erne gav Phelps og Friedman ret. Efter oliekrisen i 1973 oplevede verden stagflation – en situation, hvor der på en gang optrådte stigende inflation og højere ledighed. Det kan kun forklares med, at Phillipskurven ikke er stabil, hvilket er i modstrid med den simple Phillipskurvetankegang, men kan forklares med ændringer i inflationsforventningerne over tid. Efterhånden er der blevet enighed om, at inflationsforventninger også bør indgå i modelleringen af en realistisk Phillipskurve. Man taler derfor undertiden om den forventningsudvidede Phillipskurve, som i dag er standardantagelsen. Hvordan denne forventningsdannelse nærmere foregår, er blevet et selvstændigt centralt diskussionspunkt i den makroøkonomiske forskning. Således er implikationerne af to forskellige specialtilfælde, adaptive og rationelle forventninger, blevet grundigt undersøgt.

Phillipskurven har i dag en vigtig rolle i mainstreamøkonomisk tankegang, hvor den udgør bindeleddet mellem det korte sigt (konjunkturudsving) og det mellemlange sigt (økonomiens strukturelle niveauer, dvs. tilstanden i en konjunkturneutral situation). På kort sigt vil stød til efterspørgslen slå ud i beskæftigelsen, men ikke påvirke pris- og løndannelsen mærkbart, fordi disse udvikler sig med en vis forsinkelse. Via mekanismerne i Phillipskurven vil en ændret beskæftigelse og dermed ledighed imidlertid efterhånden sætte sig i løndannelsen og dermed prisudviklingen (inflationen). De ændrede priser vil påvirke virksomhedernes konkurrencesituation og salg. Er markedsmekanismerne tilstrækkeligt velfungerende, kan dette i sig selv medføre en beskæftigelsestilpasning, der fører økonomien tilbage til det strukturelle ligevægtsniveau. Ofte regner man dog med, at denne markedstilpasning i bedste fald vil være ret langvarig, og der er derfor behov for, at myndighederne griber ind med aktiv stabiliseringspolitik for at fremskynde processen. I de fleste vestlige lande spiller centralbankerne her en afgørende rolle, idet de vil stramme eller lempe pengepolitikken for at tilpasse økonomiens aktivitetsniveau og dermed beskæftigelsen og i sidste instans inflationsniveauet til centralbankens inflationsmålsætning. Er centralbankens inflationsmålsætning troværdig, vil inflationsmålet samtidig have den vigtige funktion, at det fungerer som et anker for forventningsdannelsen, sådan at de økonomiske aktører generelt vil forvente, at inflationen trods midlertidige forstyrrelser vil vende tilbage til inflationsmålets niveau.

• makroøkonomi
• arbejdsløshed
• inflation
• forventningsdannelse