Philippe Sollers, egl. Philippe Joyaux, f. 1936, fransk forfatter. Sollers var i 1960'erne og 1970'erne ledende i kredsen omkring tidsskriftet Tel Quel, som han var med til at stifte i 1960. Sideløbende med radikale teoretiske refleksioner over romanen udsendte han en række eksperimenterende tekster, fx Nombres (1968, da. Tal, tal, tal i uendelig mængde, 1971). I 1980'erne og 1990'erne vendte han tilbage til en mere "læservenlig" form.