Philippa Foot

Philippa Foot blev født Philippa Ruth Bosanquet, den 3dje oktober 1920, i Lincolnshire, og voksede op i North Yorkshire, England. Hun var i familie med den amerikanske præsident, Grover Cleveland, som var hendes morfar. Hendes far var en industrimagnat, og barndommen var præget af, at hun havde hjemmeundervisning der mere var møntet på at forberede den unge Philippa til at indgå i de finere kredse, end at være en egentlig uddannelse. På trods af dette, og gennem yderligere forberedende studier, blev hun indskrevet på Oxford Universitetet på Somerville kollegiet.

På Somerville mødte hun og blev venner med Elizabeth Anscombe, Mary Midgley og Iris Murdoch som alle sidenhen fik fornemme karrierer indenfor filosofi. Foot opnåede en bachelorgrad i 1942, og arbejdede gennem resten af anden verdenskrig i London. Hun giftede sig med historikeren M. R. D. Foot i slutningen af krigen, et ægteskab der blev afsluttet i 1960. I 1949 blev hun underviser ved Somerville og fik senere et fellowship samme sted. Foot fratrådte sin stilling ved Somerville i 1969, og efter en periode med stillinger ved forskellige primært amerikanske universiteter, blev hun ansat ved University of California, Los Angeles. Denne stilling trådte hun tilbage fra i 1991, hvorefter hun vendte tilbage til Oxford, hvor hun blev indtil hun gik bort på hendes 90 års fødselsdag. Det var i denne sidste periode, Foot udgav den centrale, og hendes eneste bog Natural Goodness hvori hun, i forlængelse af Aristoteles, forsøger at argumentere for at moralsk adfærd, forstået dydsetisk, er en naturlig del af menneskers måde at handle på. En position hun forfægtede og udviklede gennem hele sin karriere.

Foots udgangspunkt var at argumentere imod to samtidige positioner, nemlig emotivisme forfægtet af blandt andet A. J. Ayer og Charles Stevenson (der er henvisninger til begge), og præskriptivisme (også henvisning til den), forfægtet af Richard M. Hare. Hvad der gør en dom til en moralsk dom for disse non-kognitivistiske (metaetik) positioner, handler ikke så meget om selve dommens indhold, om den kan siges at være sand eller falsk, men mere om den holdning eller attitude som den der ytrer dommen har.

For eksempel vil ytringerne ”det er forkert at stjæle” eller ”det er ok at stjæle” begge være etiske vurderinger, og vil blive betragtet som tilkendegivelser af følelsesmæssige holdninger af henholdsvis imod og for til det at stjæle. Modsat denne emotivisme vil en præskriptivisme hævde, at det der gør udsagnene til moralske udsagn ikke er den følelsesmæssige attitude, men at de er præskriptive. Det vil sige, at de er handlingsvejledende og kan dermed være foreskrivende for en bestemt adfærd. Det afgørende her er altså ikke hvorvidt udsagnet er rigtig eller forkert, men accepten (igen en holdning eller attitude) af udsagnets vejledende karakter og man dermed kan betragte det som et slags imperativ for den efterfølgende adfærd.

Foots modargumenter var, for det første, at begge positioner i bund og grund forudsætter adskillelsen af det der ’er’ fra det der ’bør’ være, eller sagt på en anden måde, mellem faktuelle og evaluerende domme. Udsagnene ovenfor betragtes ikke som udsagn der udtrykker faktuelle forhold, dvs. som værende sande eller falske, men som evaluerende i kraft af en følelsesmæssig eller præskriptiv attitude. For Foot betyder det, at man hermed afskærer sig fra et kunne forstå moralske handlinger som noget der havde rod i den naturlige adfærd mellem mennesker. Og det hang sammen med, for det andet, at man i begge positioner primært tager udgangspunkt i individet som garanten for moralske. Det er hver enkelt individs attitude, følelsesmæssig eller foreskrivende, der er afgørende for at forstå, hvad der tæller som moralsk. I Foots forståelse, så gør disse teorier det moralske afhængigt af individets virkelyst (hun kalder det private enterprise theory of moral criteria)

Hun peger hermed på, at det virker malplaceret at det – etik og moral – som vi forbinder med et anliggende for os alle, i bund og grund skulle være op til individet. Alle vores udsagn, inklusiv de moralske, må vel, for at vi kan gøre os forståelige for hinanden, være baseret på nogle kriterier vi deler, og ikke bare vilkårligt være op til det enkelte individ. Så for Foot giver de ovenstående udsagn om at stjæle kun mening hvis vi kigger på, hvordan de faktisk bliver brugt rationelt i forskellige sammenhænge, dvs. hvordan de er udtryk for et praktisk rationelt engagement, og ikke bare et udtryk for følelser. Moralske udsagn (som evaluerende, eller ’bør’ udsagn) bliver hermed noget der ikke kan afkobles fra de faktiske og eksisterende sammenhænge de bruges i (Foot trækker her på daglidagssprogfilosofien), og som ikke er op til individet, men mere rodfæstet i det fællesskab individet er del af. Foots position her ses ofte som udtryk for en etisk naturalisme, som hun udviklede og raffinerede gennem hele forfatterskabet ofte gennem dybdegående diskussioner af andre filosoffer. I første omgang gennem en diskussion af Kant og herefter i retning af en etisk naturalistisk position.

I artiklen Moralitet som et system af hypotetiske imperativer fra 1972 argumenterer hun for eksempel imod den tyske filosof Immanuel Kants kategoriske imperativ og lægger i stedet vægt på moralske domme som hypotetiske imperativer. Hvor det kategoriske imperativ hos Kant har karakter af at være et ubetinget påbud, og dermed er at sammenligne med en lov der skal følges, så har en hypotetisk imperativ karakter af at være et betinget påbud. Det er betinget fordi påbuddet er afhængig af, hvorvidt der er et formål med det. Et kategorisk imperativ kan have en form som ”Du bør ikke (vælte din brors korthus)”, hvor et hypotetisk imperativ mere er ”Hvis du vil (være en god bror) så bør du (ikke vælte din brors korthus)”. Grunden til Kant ikke mente, at moralske regler kunne være hypotetiske imperativer var, at de ikke er lige så forpligtende som de kategoriske. Hvis man som i eksemplet, ikke lige synes man vil være en god bror i en given situation, så er der ikke noget forpligtende over det. Kant mente ikke, at moral i den forstand var noget man kunne slippe for at være forpligtet på efter forgodtbefindende, og hævdede derfor at moralloven og de imperativer der kunne udledes af den, var ubetingede og dermed hævet over alle andre former for bør. Hvis en moralsk lov eller regel, som i det hypotetiske imperativ, kun gælder for så vidt den er for noget (det brugen af hvis udtrykker), så kan den jo også tilsidesættes og virker ikke helt nødvendig. Kant mente i stedet, at moral skal være kategorisk, og gældende i kraft af sig selv og ikke pga noget andet. Det gode var godt i kraft af sig selv, og ikke i kraft af noget andet eller som et betinget gode. Uden dette begreb om moral som noget absolut og universelt, ville vore moralske handlinger bare være en mulighed blandt andre og ikke noget vi i den grad vil være forpligtet på.

I den ovenfor nævnte artikel argumenterer Foot imod denne forståelse af moral som et system af kategoriske imperativer, en forståelse der også var udbredt i hendes samtid. Hendes anke er, at den gør det moralske bør til en slags overjordisk, magisk kraft og vi i stedet bør tænke på moral som et system af hypotetiske imperativer, hvor det moralske bør ikke er væsentlig anderledes end andre former for bør. I den forstand mente Foot at moralitet var en naturlig del af vores liv på lige fod med andre af vores handlinger og de aktiviteter vi indgår i. Vi opfører os ordentligt overfor andre i stort set samtlige aktiviteter vi har tilfælles. Vi åbner ikke bare lige køleskabet hos de folk vi besøger og spiser deres mad, ligesom vi ikke lægger os til at sove i deres seng, når vi bliver trætte. Foot nævner også en ting som etikette, at vi ikke kan slippe afsted med ikke at bukke for dronningen, hvis vi er på besøg ved hende, ved for eksempel at undskylde os med at vi ikke lige er i humør til det. Alle de her eksempler på, skal vi sige, god opførsel, er jo ikke underlagt det kategoriske imperativ, men er mere eksempler på noget vi gør, for at leve sammen i fred og fordragelighed – de er mere som hypotetiske imperativer.

Foots 70’er position førte til en masse debat og også i nogen grad til misforståelser, blandt andet at hun her skulle forfægte en rent konventionel moralsk position, hvor hendes position reelt set mere er i forlængelse af hendes tidligere fokus på moralens relation til den menneskelige eksistens’ faktuelle sammenhænge. Når det er sagt, så er der stadig det overhængende problem, at hendes syn på det moralske på det her tidspunkt ikke rigtig er understøttet. Specielt er det uafklaret, hvorfor vi skal udvikle eller kultivere de her ønsker eller interesser der tillader at vi kan bruge moralske overbevisninger til at understøtte vores handlinger, hvis vi skulle mangle dem.

Det fører Foot til, i hendes sene hovedværk Natural Goodness, at argumentere for at moralske handlinger og evalueringer skal ses på baggrund af en ide om menneskets trivsel, dvs. moral bliver her noget artsbestemt, noget der er karakteriseret ved mennesket som organisme. Moralske handlinger og den praktiske rationalitet der knytter sig hertil, bliver dermed forbundet til hvad der er det gode for mennesket som en art.

Det betyder så, at det moralsk gode bliver til en form for naturlig godhed, altså at handle moralsk bliver til en væsentlig del af det der gør os gode som mennesker. På samme måde kan en naturlig udvikling af en hundehvalp der sikrer den trives, siges at være et udtryk for en naturlig godhed. Her bare i overensstemmelse med hvad der er naturligt for denne specifikke hundeart, f.eks. en beagle modsat en schæfer, såvel som hunde generelt. Forskellen mellem mennesker og dyr beror så på, at hvor dyr efterstræber den gode ting de ser, så efterstræber mennesker det de ser som det gode. Med andre ord, hvad der ses som det gode, er informeret af og kan argumenteres for på baggrund af en forståelse af, hvad der er menneskelige måder at leve på. Og at gøre disse måder eksplicitte, underlægge dem kritik og reformere dem, er en essentiel del af den moralske forståelse i den sene Foots etiske naturalisme.

• filosofi