Philip Warren Anderson

Philip Warren Anderson var en amerikansk fysiker. Han fik nobelprisen i fysik i 1977. Han var direktør ved Bell Telephone Laboratories 1974-84, professor ved Cambridge University (England) 1967-75 og ved Princeton University, Illinois (USA), fra 1975.

Anderson studerede især magnetiske urenheder i metaller og opstillede den såkaldte Anderson-model for, hvorledes urenheder i ikke-magnetiske metaller kan give anledning til lokale magnetiske momenter. Disse undersøgelser blev fulgt op med studier af superlederes og supervæskers magnetiske forhold, hvilket bl.a. førte til en forståelse af neutronstjernernes opbygning.

I 1977 delte han nobelprisen med Nevill F. Mott og sin tidligere lærer John H. Van Vleck "for deres fundamentale undersøgelser af magnetiske og uordnede systemers elektronstruktur". I de senere år bidrog Anderson til forståelsen af den elektroniske struktur af de keramiske superledende materialer.