Philip Snowden, 1864-1937, britisk politiker. Snowden arbejdede fra 1893 for det nystiftede Independent Labour Party, som han var leder af 1903-06. Han repræsenterede Labour i Underhuset 1906-18 og 1922-31 og var som finansminister i MacDonalds Labourregeringer 1924 og 1929-31 fortaler for en traditionel økonomisk politik, baseret på forestillingen om, at der skulle være balance på statens budgetter. Da den økonomiske krise for alvor ramte Storbritannien i 1931, foreslog han en nedskæring i arbejdsløshedsunderstøttelsen; det førte til regeringens fald. Snowden fortsatte en kort tid i MacDonalds samlingsregering. Han blev adlet i 1931.