Philip Glass

Faktaboks

Philip Glass
født:
31. januar 1937

Philip Glass, f. 31.1.1937, amerikansk komponist. Studier af indisk musik hos bl.a. Ravi Shankar dannede udgangspunkt for Philip Glass' minimalistiske musik, hvor enkle rytmiske celler gentages med små forskydninger i timelange forløb.

Philip Glass har dannet et ensemble, der opfører hans musik på verdensomspændende turnéer og dokumenterer den på cd; men han har især har haft succes med operatrilogien Einstein on the Beach (1976), Satyagraha (1980) og Akhnaten (1984) samt operaen The Voyage (1992).

En særstilling indtager en operatrilogi, baseret på film af Jean Cocteau: Orphée (1993), La belle et la bête (1994) og Les enfants terribles (1996).

Philip Glass har desuden skrevet filmmusik, en række symfonier og forskellige former for kammermusik. Han er født i Baltimore og stærkt fascineret af en anden berømt Baltimore-boer, Edgar Allan Poe, som han har sat i toner bl.a. i operaen The Fall of the House of Usher (1987) og balletpartituret A Descent Into the Maelström (1985), skrevet til Australian Ballet Theatre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig