Faktaboks

Peter Seeberg
Født
22. juni 1925
Død
8. januar 1999

Peter Seeberg s forfatterskab handler om at forlige sig med verden. Selv færdedes han i verden med både praktisk sans og dyb eftertænksomhed og skabte udgivelsesprogrammer, institutioner og kontakter samtidig med sit virke som museumsinspektør. Portræt fra 1997.

.

Peter Seeberg, Peter Ejnar Lauritzen Seeberg, 22.6.1925-8.1.1999, dansk forfatter.

Der hverken sker eller siges meget i Peter Seebergs tekster. Men deres neddæmpede, overtonerige sproglige nærvær indkredser det uanseelige liv i en spænding mellem tomhed og mulighed, som næsten aldrig udløses.

Fortættet til enkelhed åbner den nøgterne stil det eksistentielle perspektiv i hverdagssituationen. Nøgtern præcision og perspektivsans er også bærende for Peter Seebergs virke ved siden af forfatterskabet.

Peter Seeberg blev mag.art. i litteratur 1950, men havnede i museumsverdenen, hvor han 1960-93 var museumsinspektør ved Viborg Stiftsmuseum og blev den centrale skikkelse i de kulturhistoriske lokalmuseer i Danmark, ligesom han deltog i flere arkæologiske ekspeditioner, altid optaget af at skildre det levede liv og tingenes tyste tale.

Med praktiske kulturpolitiske initiativer har han fremmet litteraturens sag, bl.a. den ny litteratur på forlaget Arena, ligesom han har ledet Dansk Forfatterforening og Nævnet for etnisk ligestilling.

Peter Seebergs bøger kredser om det problem at overvinde fremmedheden og forsone sig med verden, forlige sig med det konkrete liv. Han begyndte imidlertid i eksistentialismens og modernismens tradition og betoner fremmedheden og fraværet af en mening, som personerne forgæves begærer, således Spionen i debutnovellen fra 1954.

Heri ligger en påvirkning fra Albert Camus og især Friedrich Nietzsche, hvis aforismer han udgav (Visdom, 1946) — og måske også et opgør med det indremissionske barndomshjem i Sønderjylland.

Et selvoplevet stof bearbejdes i debutromanen Bipersonerne (1956): Peter Seeberg rejste i 1943 til Berlin, hvor han sammen med deporterede tvangsarbejdere opstillede kulisser til propagandafilm. Romanen skildrer dette uvirkelige kulisseliv i et tomrum uden for krigens virkelighed gennem en skrabet anonym stil, på én gang impressionistisk, tingsrealistisk og symbolsk, gennemtrukket af en absurditetsfornemmelse.

Danskeren Sim (lat. 'vil være') — noget af et selvportræt — ønsker virkeligheden så stærkt, at han ikke kan overgive sig til den, modsat den navnløse balter, der berøvet alt forsoner sig med vilkårene. En sådan nulpunktsoplevelse har Peter Seeberg med Friedrich Nietzsche kaldt amor fati 'kærlighed til skæbnen'.

Denne modsætning genfindes som en udviklingsretning i Peter Seebergs forfatterskab. Tom i den lille filosofiske roman Fugls føde (1957) magter ikke den opgave, han stilles overfor: at skrive noget virkeligt. Personerne i novellerne Eftersøgningen (1962) med absurde eller symbolske navne som Djap, Tvis, Half, Locke skjuler absurd-komisk fraværet af mening med fikse idéer, tvangshandlinger og maniske gøremål.

Kun få af dem evner at tage absurditeten på sig som personen Jes (eng. 'ja') eller Patienten, der får udskiftet hver del af sin krop, selv hovedet! Alligevel forsoner han sig med den absurde situation og accepterer at være den, hustruen elsker: Identiteten er ikke en indre sandhed, men gives udefra, i den skrøbelige, foreløbige, fælles virkelighed.

Det er denne indsigt, det senere forfatterskab forankrer i det konkrete, bl.a. inspireret af Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi. Fuld af bibelske hentydninger skildrer radioromanen Hyrder (1970) tilsvarende med- og mellemmenneskelighed og kærlighed og viser, at det centrale ikke er det egne, identiteten, men det fælles, at være noget — for nogen.

I resten af forfatterskabet rendyrker Peter Seeberg især en minimalistisk kortprosaform, hvor det uanseelige tages i øjesyn og beskrives med museumsmanden Seebergs nøjagtighed — og ironiske lune. I et stilspektrum fra impressionisme til myte fastholdes genstande, punktoplevelser og hverdagshændelser både i deres konkrethed og i et antydet eksistensperspektiv.

Samlingerne Dinosaurusens sene eftermiddag (1974), Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage (1981), der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris 1983, rummer genremæssigt helt forskellige tekster, men på to punkter står de fleste i gæld til impressionismens tradition, som de forvandler på moderne betingelser: fragmentet, hvor en livsskæbne gribes i detaljen, og eksperimentet med tekstens synsvinkel.

Fx en dyrepassers testamente, biografi af en snegl, landsbyens bønskrift for en mordanklaget bassanger, erindringer gennem tusinde år eller en hel novelleserie af øjebliksbilleder fra november 1927.

Ligesom i de senere samlinger Rejsen til Ribe (1990) og Halvdelen af natten (1997) eksperimenterer Peter Seeberg her bl.a. med "lister" og "ready mades", hvor en hverdagsgenre lægges "dokumentarisk" frem — testamente, højtalermeddelelser, faxkorrespondance, nekrolog — tilsyneladende ubearbejdet, men altid med den umærkelige forskydning, der peger mod livshistorie, ensomhed, forhåbninger, forsoninger.

Ved havet (1978) nedskriver på samme måde romanformen til et begivenhedsløst flimmer af situationsbilleder fra en søndag ved stranden, hvor minimallivet registreres minut for minut, klos op ad havets vældige perspektiv af mytisk tid og frisættende glemsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig