Peter Schaufuss

Faktaboks

Peter Schaufuss
født:
1949

Peter Schaufuss, f. 1949, dansk danser, koreograf og balletmester; uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole; søn af solodanserne Frank Schaufuss (1921-97) og Mona Vangsaae. Schaufuss blev medlem af kompagniet i 1967, men satsede på en international karriere. Han var solodanser ved London Festival Ballet 1970-74, ved New York City Ballet 1974-77 og ved National Ballet of Canada 1977-79. Han gæstedansede overalt i verden, også på Det Kongelige Teater.

Med en virtuos teknik dansede han hele det klassiske repertoire, men udviklede sig også til en intelligent balletskuespiller med et heftigt temperament, der fik stærkt udtryk i hans James i Sylfiden (1972). Tidens store koreografer skabte partier specielt til ham, og i 1979 havde han succes med iscenesættelsen af Bournonvilles Sylfiden for London Festival Ballet (senere English National Ballet), hvor han var chef 1984-90. Han var balletmester ved Deutsche Oper i Berlin 1990-94 og ved Den Kongelige Ballet 1994-95.

I 1997 skabte han Peter Schaufuss Balletten i Holstebro, hvor han har koreograferet en række balletter. Balletten flyttede i 2009 til Vejle. Som danser, koreograf og balletmester har Schaufuss med dynamisk energi placeret sig stærkt i dansk og internationalt balletliv.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig