Peter Plys

Peter Plys, det danske navn for Winnie-the-Pooh, en litterær figur skabt af den britiske forfatter A.A. Milne i godnathistorier om tøjdyret Edward Bear til hans søn Christopher Robin, der indimellem optræder i fiktionen.

Den honningelskende, altid optimistiske og venlige, men lidt naive teddybjørn lever sammen med andre menneskeliggjorte tøjdyr en tilværelse i Hundredmeterskoven præget af de problemer, som hver enkelts karakteristiske temperament afstedkommer.

Else Heise (1892-1962) har foretaget en meget stilsikker fordanskning af Winnie-the-Pooh (1926, da. Peter Plys, 1930) og The House at Pooh Corner (1928, da. Peter Plys og hans Venner, 1931), mens Tom Kristensen har oversat versene. Milnes fortællinger om Peter Plys kan ikke tænkes uden E.H. Shepards enkle og elskede illustrationer.

Disney-koncernen, der nu ejer rettighederne til figurer og tegninger, har lavet en række tegnefilm (den tidligste i 1966) og billedbøger, som med skiftende held og ofte nyskrevne historier søger at benytte Shepards stil.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig