Peter Nansen - forfatter og forlægger

Faktaboks

Peter Nansen
født:
20. januar 1861
død:
31. juli 1918

Peter Nansen fotograferet af Even Neuhaus (1863-1946). Det Kongelige Bibliotek.

.

Den unge Peter Nansen. Ukendt fotograf. Det Kongelige Bibliotek.

.

Peter Nansen fotograferet hos Christensen & Zahrtmann, Kbh. Det Kongelige Bibliotek.

.

Peter Nansen, 20.1.1861-31.7.1918, dansk forfatter og forlægger. Peter Nansen begyndte sin karriere ved Berlingske Tidende, men kom 1884 til Politiken, hvor han hurtigt blev avisens feterede og forkætrede stjernejournalist.

1883 debuterede Nansen med novellesamlingen Unge Mennesker. I Julies Dagbog, oprindelig trykt som føljeton i Politiken 1893, og Maria (1894) beskrev han sit forhold til den unge skuespillerinde Betty Müller (Nansen), som han var gift med 1896-1912. Til forfatterskabet hører også en række skuespil, bl.a. Judiths Ægteskab (1898), og romanen Brødrene Menthe (1915).

1896 blev Nansen kunstnerisk leder af Gyldendal til forargelse for mange, der misbilligede hans kulturradikalisme og erotiske frisind. Med stor dygtighed lykkedes det ham imidlertid gennem opkøb og sammenlægninger med andre bogforlag at drive Gyldendal frem til en moderne forlagskoncern.

Peter Nansens stigende afhængighed af morfin tærede på helbredet, og 1916 fratrådte han sin stilling efter et opgør med familien Hegel, skildret i Mine 20 Aar i Gyldendal (1918).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig