Peter Bojsen, 15.4.1838-27.5.1922, dansk politiker, skole- og andelsmand; bror til Frede Bojsen. Efter at have taget eksamen som landinspektør oprettede Bojsen i 1859 en folkehøjskole i en nedlagt bondeskole i Gedved ved Horsens. Her åbnede han tillige tre år efter et seminarium, som hurtigt blev et af landets mest søgte, mens selve højskolen blev nedlagt i 1881. Bojsen tog aktivt del i politik og organisationsliv på Horsensegnen. I 1866 valgtes han for Venstre til Folketinget og stemte imod den reviderede grundlov. I 1884 blev han formand for den venstredominerede Horsens Landbrugsforening og tog i 1887 initiativ til oprettelse af landets første andelssvineslagteri i Horsens, hvis formand han var til 1913; 1890-97 var han tillige formand for andelssvineslagteriernes fællesorganisation. Bojsen var landstingsmedlem 1894-1902, kongevalgt medlem 1912-18 og tingvalgt medlem fra 1918. Som igangsætter og skoleleder fik han stor betydning i landbosamfundet i sidste tredjedel af 1800-t.