Peter Belli, egl. Georg Peter Brandt, f. 19.6.1943, dansk sanger og entertainer. Peter Belli blev i 1964 medlem af rhythm'n'blues-gruppen Les Rivals, der blev kaldt "de danske Beatles". Han var senere frontfigur i grupper som Seven Sounds og Four Roses. Peter Belli blev i 1970'erne og 1980'erne en uhyre populær dansktopsanger og havde desuden flere spillefilms- og tv-roller. Han fik dog et solidt comeback på den danske rockscene i 1991 med pladen Yeah. Peter Bellis repertoire har således balanceret mellem rock og pop, suppleret med andre aspekter af showbusiness.