Faktaboks

Peter Hummelgaard

Peter Hummelgaard Thomsen

Født
17. januar 1983
Peter Hummelgaard
Peter Hummelgaard. Foto fra 2019.
Peter Hummelgaard
Af /Ritzau Scanpix.

Peter Hummelgaard er en dansk socialdemokratisk politiker, som blev udnævnt til beskæftigelsesminister i den socialdemokratiske mindretalsregering, da ministeriet Mette Frederiksen tiltrådte den 27. juni 2019. Han er justitsminister i SVM-regeringen fra 2022.

Efter Mogens Jensens afgang i forbindelse med minksagen blev han den 19. november 2020 derudover minister for ligestilling. Ved regeringsomdannelsen den 4. februar 2022 afgav han ligestillingsministeriet til Trine Bramsen, der samme dag var flyttet fra Forsvarsministeriet til Transportministeriet.

På ministerens arbejdsbord lå fra begyndelsen det socialdemokratiske forslag om en ret til tidlig pension for de mest nedslidte, som det hed i regeringens lovkatalog 2019-2020. Tidlig pension blev indført fra den 1. januar 2022. Den kendes også som Arne Pension.

Fra foråret 2020 blev Beskæftigelsesministeriets arbejde stærkt præget af coronakrisen, der betød en voldsomt stigende arbejdsløshed.

Peter Hummelgaards uddannelse og baggrund

Peter Hummelgaard er cand.jur. fra Københavns Universitet (2012). Han blev første gang valgt til Folketinget 18. juni 2015 i Tårnby-kredsen under Københavns Storkreds. Han var i hele den første folketingsperiode sit partis EU-ordfører. I årene 2017-2018 var han tillige formand for Skatteudvalget.

Peter Hummelgaard var i perioden 2008-2012 forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

Efter formandstiden i DSU var Peter Hummelgaard politisk konsulent i Advice A/S fra 2012 til 2014 og fra 2014 til 2015 politisk rådgiver i formandssekretariatet i Fælles Fagligt Forbund (3F).

Fra 2005 til 2008 var Hummelgaard studentermedarbejder i Udenrigsministeriet.

Udgivelser

Peter Hummelgaard har skrevet Den syge kapitalisme (2018). Sammen med Bjørn Hansen, Emilie Turunen, Kristian Weise, Nanna Westerby, Jens Jonatan Steen og Bjarke Dahl Mogensen skrev han i 2013 bogen DeltagerDanmark. Tankerne videreføres i den socialøkonomiske virksomhed af samme navn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig