Pernille Schrøder, f. 1964, dansk skuespiller, autodidakt. Har først og fremmest spillet revyer, musicals og komedier, bl.a. i Cirkusrevyen og på Nørrebros Teater. 1998 kåredes Pernille Schrøder som årets revykunstner. 1997 var hun med i komedieserien Kaos i opgangen (sendt på TV 3), og hun har spillet biroller bl.a. i filmene Klinkevals (1999), Askepop - The Movie (2003), Bølle Bob og Smukke Sally (2005) og Alle for to (2013). Pernille Schrøder har desuden optrådt som sangerinde.