Faktaboks

Per Pinstrup-Andersen
Født
7. april 1939, Bislev
Professor og fattigdomsekspert Per Pinstrup-Andersen fotograferet den 20. juli 2004.
Morten Langkilde/Ritzau Scanpix.

Per Pinstrup-Andersen er en dansk uddannet jordbrugsøkonom med en international karriere som forsker inden for fødevareforsyning.

Pinstrup-Andersen blev efter arbejde ved praktisk landbrug i Danmark i 1965 cand.agro. fra KVL, Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole (nu under Københavns Universitet). Med denne baggrund som agronom videreuddannede Pinstrup-Andersen sig ved Oklahoma University og blev med en ph.d.-grad ansat ved IFPRI, Det Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik i Washington, DC senest som IFPRIs generaldirektør i perioden 1992 til 2002.

I 2001 modtog Pinstrup-Andersen den prestigefyldte internationale World Food Prize, der uddeles af World Food Prize Foundation, Iowa, for sin indsats for at ændre fødevarestøtteprogrammer i lande med sult, så fødevarer kan blive mere tilgængelige for de fattigste indbyggere. Baseret på Pinstrup-Andersens forskning skabtes de såkaldte Food-for-Education-programmer, hvor familier fik uddelt mad for at holde deres børn i skole.

Pinstrup-Andersen har været ansat som professor ved Cornell University, New York, og var tilknyttet KVL på Frederiksberg som lektor i årene 1977-1980 og som professor i udviklingsøkonomi i perioden 2003-2010.

Pinstrup-Andersen har gennem hele sin karriere arbejdet for, at mennesker, hvor i verden de end lever, kan få tilstrækkeligt at spise. Han mener, at med den forskningsbaserede viden, vi i dag har, kan politikere afskaffe sult i hele verden, hvis de vil. Alle former for teknologi bør inddrages for at skaffe fødevarer til de ca. 800 millioner mennesker (FAO's opgørelse for 2020) der stadig sulter. Pinstrup-Andersen har et omfattende forfatterskab bag sig inden for fødevarepolitik og udgav i 2006 bogen: ”Fattigdom og Sult. Problemer som kan og bør løses.”

Pinstrup-Andersen er kendt som en fremragende formidler og blev i 2003 tildelt Rosenkjærprisen, DR's videnskabs- og kulturpris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig