Per Petterson

Faktaboks

Per Petterson
Født
18. juli 1952

Per Petterson, f. 18.7.1952, norsk forfatter. Debuten Aske i munnen, sand i skoa (1987, da. Aske i munden, sand i skoen, 2008) viser den portrætrealisme, som forfatteren senere har forfinet i Til Sibir (1996, da. Til Sibirien, 2000) om en kvindeskæbne i dansk arbejdermiljø i 1930'erne og 1940'erne, ikke uden påvirkning fra Martin Andersen Nexø.

Tonen i romanerne Ekkoland (1989, da. 2008) og Det er greit for meg (1992, da. Det er okay med mig, 2002) er skarpere, mere Ernst Hemingway-inspireret. I kjølvannet (2001, da. I kølvandet, s.å.) skildrer med lavmælt intensitet et forfatterjegs sammenbrud efter en skibskatastrofe. Emnet havde en personlig baggrund – forfatteren mistede selv sine forældre, en bror og en niece ved skibsbranden på Scandinavian Star i 1990.

Forholdet mellem far og søn er et gennemgående tema, ikke mindst i Ut og stjæle hester (2003, da. Ud og stjæle heste, 2004), der efter at være blevet oversat til engelsk 2005 blev en international succes blandt både kritikere og læsere og hidtil har modtaget otte priser, heriblandt International IMPAC Dublin Literary Award i 2007, som med sine 100.000 euro er verdens største pris for engelsksproget fiktion.

For sin nyeste roman Jeg forbanner tidens elv (2008, da. Jeg forbander tidens flod, 2009) modtog Petterson Brageprisen, den norske Kritikerpris samt Nordisk Råds Litteraturpris i 2009.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig