Pelias, i græsk mytologi konge i Iolkos, farbror til Jason. I et forsøg på at skaffe sig af med den unge helt og tronprætendent sendte Pelias Jason ud på argonauternes togt efter Det Gyldne Skind. Da Jason mod forventning slap levende fra togtet og førte den troldkyndige Medea med sig, blev Pelias' døtre lokket til at skære deres gamle far i småstykker og koge dem i en gryde med trylleurter, som efter Medeas forsikringer skulle gøre ham ung igen. Da bedraget blev opdaget, måtte Jason og Medea flygte til Korinth. Konkurrencerne ved Pelias' begravelse var populære i arkaisk digtning og vasemaleri.