Faktaboks

Peer Gregaard
Født
3. maj 1913
Død
17. juli 1998

Peer Gregaard, 3.5.1913-17.7.1998, dansk teaterleder. Efter læreår især på Folketeatret blev han i 1944 direktør for Det Ny Teater (begge i København), som han ledede i 22 år. Han ændrede radikalt teatrets hidtidige repertoirelinje, som mest havde bestået af operetter og lystspil, og gjorde det fra begyndelsen af 1950'erne til landets førende skuespilscene i skarp konkurrence med Det Kgl. Teater.

Han spillede ældre og nyere klassikere som Shakespeare, Corneille, Molière og Bernard Shaw, men lagde hovedvægten på den nye engelske, amerikanske og franske dramatik i tidssvarende opsætninger og med skuespillere som bl.a. Bodil Kjer, Berthe Qvistgaard, Mogens Wieth, Henrik Bentzon, Gunnar Lauring, Helge Kjærulff-Schmidt, Bendt Rothe, Bodil Udsen, Olaf Ussing og Buster Larsen foruden en række yngre skuespillere.

Som chef for Det Kgl. Teater 1966-75 arbejdede han for en tilsvarende fornyelse af alle teatrets tre kunstarter, og i 1970 skaffede han teatret dets første intimscene ved overtagelsen af Comediehuset. Det blev i de følgende år hjemstedet for nationalscenens mest nutidige repertoire. Peer Gregaard udgav i 1980 erindringsbogen I aften udsolgt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig