Peenemünde, landsby i det nordøstlige Tyskland på nordvestsiden af øen Usedom ved Peeneflodens udmunding i Østersøen. Her lå under 2. Verdenskrig den tyske hærs raketudviklingscenter, hvor man udviklede V-1 og V-2, der blev brugt til bombning af engelske byer. Royal Air Force bombede Peenemünde i 1943 og 1944. Ved krigens afslutning i april 1945 blev Peenemünde indtaget af russiske tropper.