Pedro Pablo Abarca de Bolea Aranda, 1718-1798, spansk greve, general og statsmand. Aranda var en af de mest fremtrædende repræsentanter for slægten Bourbons oplyste enevælde i Spanien. I 1766 udnævnte Karl 3. Aranda til præsident, dvs. førsteminister, for Castiliens Råd. Som tilhænger af oplysningstidens nye idéer var Aranda stærk modstander af kirken og stod bag jesuitternes fordrivelse i 1767. Han fremmede administrative, økonomiske og kulturelle reformer. I 1773 blev Aranda dog afskediget; 1773-87 var han ambassadør i Frankrig, hvor han fik et personligt forhold til den store franske Encyklopædis forfattere, heriblandt Voltaire. I 1792 blev Aranda igen præsident for Castiliens Råd, men afskediget samme år.