Paul de Man

Faktaboks

Paul de Man
født:
1919
død:
1983

Paul de Man, 1919-1983, belgisk-amerikansk litteraturteoretiker, førende repræsentant for dekonstruktion og for den såkaldte Yale-skole, en kritisk retning opkaldt efter det universitet, hvor han virkede 1970-83.

Et hovedværk er Allegories of Reading (1979) med indtrængende analyser af billedsprog hos Jean-Jacques Rousseau, Friedrich Nietzsche, Rainer Maria Rilke og Marcel Proust. Vigtige artikler er samlet i Blindness and Insight (1971) og den posthume The Rhetoric of Romanticism (1984).

De Mans arbejde kendes tillige gennem den indflydelse, hans personlighed har haft på hans elever. Det blev en belastning for dem, da det fire år efter de Mans død kom frem, at han havde skrevet pronazistiske artikler i belgisk presse under 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig