Paul Whiteman, 1890-1967, amerikansk orkesterleder. Uden selv at være jazzmusiker ledede Whiteman i 1920'erne og 1930'erne et stort orkester med flere betydelige hvide jazzmusikere, bl.a. Bix Beiderbecke, Jack Teagarden og Tommy Dorsey. I 1924 bestilte Whiteman Rhapsody in Blue hos George Gershwin. Når Whiteman fra 1920'erne blev fejret som "King of Jazz", skyldtes det dels en usikkerhed om jazzens egenart, dels at kun en hvid orkesterleder på den tid blev skønnet værdig til titlen.