Faktaboks

Paul Nizan
Født
7. februar 1905
Død
23. maj 1940

Paul Nizan var fransk forfatter og journalist. Han var en omstridt skikkelse i 1900-tallets politiske og intellektuelle franske miljø med dets mange interne stridigheder. Han meldte sig ind i kommunistpartiet i 1927, og 1930'erne igennem var han en markant figur i partiet og skrev som journalist i det kommunistiske dagblad L'Humanité. Han brød imidlertid med partiet i 1939 efter ikkeangrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen og blev genstand for en bagvaskelseskampagne. Paul Nizan blev dræbt under kampene ved Dunkerque i 1940.

Paul Nizans oprør

Paul Nizans essay Aden Arabie (1931) handler om hans kritiske holdning til den herskende akademiske kultur, typisk for hans generation, og om hvordan han under et sabbatår erkendte det kapitalistiske samfunds undertrykkelse af "det virkelige menneske" og kom på sporet af et socialt engagement. Ved genudgivelsen af Nizans pamflet i 1960 med forord af Jean-Paul Sartre, som havde kendt forfatteren fra studietiden på École Normale Supérieure i Paris, ændres den generelle opfattelse af Paul Nizan, og bogen bliver bemærket i årtiet med majrevolten i Frankrig.

Nizan var også kendt for sine romaner, ikke mindst Antoine Bloyé (1933, dansk 1987), inspireret af forfatterens egen fars fremmedgørelse gennem et langt arbejdsliv, og La Conspiration (1938), som tegner et billede af den unge generations misforståede idealisme og usikre følelsesliv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig