Faktaboks

Paul M. Sweezy

Paul Malor Sweezy

Født
10. april 1910
Død
27. februar 2004

Paul M. Sweezy var en amerikansk økonom, der især er kendt for sine bidrag til marxistisk økonomisk teori.

Uddannelse og karriere

Sweezy blev uddannet ved Harvard University, hvorfra han tog ph.d. i 1938. I sin studietid læste han i årene 1931-1932 ved London School of Economics og i Wien, og dette lagde grunden til hans interesse for marxistisk økonomi. Han var tilknyttet Harvard University indtil 1947, hvorefter han koncentrerede sig om arbejdet som forfatter og redaktør. I 1949 var han med til at grundlægge det uafhængige socialistiske tidsskrift Monthly Review.

Arbejder

Oprindelig inspireret af Joseph A. Schumpeter var Sweezy livet igennem optaget af at klarlægge de langsigtede udviklingstendenser i en kapitalistisk økonomi, som han mente bedst kunne udforskes med udgangspunkt i marxistisk teori. Hans kendteste værker er Theory of Capitalist Development (1942) og Monopoly Capital: An Essay on the American Economic and Social Order (1966), som han skrev sammen med Paul A. Baran (1910-1964), og som anses for at være et hovedværk inden for marxistisk økonomisk analyse.

Blandt Sweezys arbejder fra årene ved Harvard er teorien om den knækkede afsætningskurve som forklaring af neutraliseret konkurrence under oligopol blevet en del af den etablerede økonomiske videnskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig