Paul Löbe, 1875-1967, tysk politiker. Löbe var medlem af Weimarrepublikkens grundlovgivende nationalforsamling 1919-20 og af Rigsdagen 1920-33 for Socialdemokratiet, SPD. Med undtagelse af en periode i 1924 var han 1920-32 Rigsdagens formand. Efter den nazistiske magtovertagelse var Löbe fængslet i 1933 og 1944. Han vendte efter 2. Verdenskrig tilbage til politik, var 1948-49 medlem af Det Parlamentariske Råd og 1949-53 af Forbundsdagen for SPD.