Paul Hirst, 1946-2003, britisk professor i samfundsteori. Hirst publicerede i 1970'erne en række analyser af klassiske sociologiske tænkere som Durkheim, Weber og Spencer. Mest kendt blev imidlertid hans arbejde om produktionsmådebegrebet sammen med Barry Hindess og publiceret i Pre-Capitalist Modes of Production (1975), som har haft stor betydning for den marxistiske teoridiskussion. Siden arbejdede Hirst med retsteori, demokratiteori og aktuelle samfundsanalyser af politisk og økonomisk karakter. Med inspiration i den britiske pluralistiske tradition, bl.a. Harold Laski (1893-1950) og G.H.D. Cole, udviklede Hirst en model for den samfundsmæssige organisering og styring, der tillægger det civile samfund, herunder frivillige foreninger og organisationer, en større rolle i samfundslivet. Han har udgivet en række arbejder, bl.a. Globalization in Question (1996), om økonomiens globalisering. Hirst påviste, at verdensøkonomien ikke kan betragtes som globaliseret, da den overvejende del af alle økonomiske transaktioner foregår mellem og inden for regionerne USA, EU og Japan.