Paul Hüttel

Faktaboks

Paul Hüttel
født:
1935

Paul Hüttel, f. 1935, dansk skuespiller, gift med Birthe Neumann. Paul Hüttel var 1963-66 knyttet til Odense Teater, hvor han senere gæstespillede som Hamlet (1967) og Aladdin (1969).

Det Kongelige Teater 1971-90 markerede han sig både i det klassiske repertoire, fx i stykker af Holberg og Hostrup samt i rollen som Meyer i Indenfor Murene (1980), og i den moderne, især engelske, dramatik.

Hüttel har siden med sit intelligente og ofte forfinede spil fungeret som freelanceskuespiller i København, bl.a. i 2003-06 med Jonas Gardell-monologen Sheherazade på Teater Får302.

Paul Hüttel har med ofte afdæmpet spil markeret sig i flere film- og tv-roller, bl.a. i Balladen om Carl-Henning (1969), Matador (1978-81, som den tyske eksilforfatter Herbert Schmidt), Lad isbjørnene danse (1990) og som nissen Gyldengrød i Pyrus-julekalenderne (1994-2000).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig