Paul Gallico, 1897-1976, amerikansk forfatter. Gallico lærte sig forfatterhåndværket gennem en længere periode som sportsjournalist. Han skrev for at underholde og prioriterede en dramatisk og ofte sælsom og patetisk handling over det hverdagsrealistiske. Hans The Poseidon Adventure (1969, da. Poseidonkatastrofen, 1974) indledte bølgen af katastrofehistorier og -film. Om sin tidlige karriere har Gallico skrevet i Confessions of a Story Writer (1946, da. I Liv og Død, 1948). En lang række af hans bøger er oversat til dansk.