Patrick Swayze

Faktaboks

Patrick Swayze
født:
18. august 1952
død:
14. september 2009

Patrick Swayze. Foto fra 2005.

.

Patrick Swayze, Patrick Wayne Swayze, 18.8.1952-14.9.2009, amerikansk danser og skuespiller. Patrick Swayze var uddannet danser og virkede i 1970'erne bl.a. på Broadway.

I 1980'erne fik han et gennembrud som skuespiller i tv-føljetonen North and South (1985-86, Nord og syd) og siden i filmen Dirty Dancing (1987), hvor han brillerede med sine evner som danser.

Også roller i actiondramaet Road House (1989) og specielt den Golden Globe-nominerede præstation i Ghost (1990) gav ham et navn i Hollywood, som han bl.a. fulgte op med surfrider-actionkrimien Point Break (1992) og et uvant miljøskift til slummen i Calcutta (nu kaldet Kolkata) i Roland Joffés (f. 17.11.1945) City of Joy (1992, Glædens by).

Blandt Patrick Swayzes senere film kan nævnes en overbevisende birolle i det psykologiske drama Donnie Darko (2001) og helterollen i tv-filmen King Solomon's Mines (2004) efter Henry Rider Haggards eventyrroman.

Patrick Swayze fik i 2008 konstateret kræft i bugspytkirtlen, men fortsatte med roller i bl.a. tv-serien The Beast (2009) indtil sin død.

Patrick Swayzes internationale officielle fanklubs hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig