Patna, hovedstaden i delstaten Bihar i det nordlige Indien; 1,68 mio. indb. (2011). I mange århundreder var Patna (dengang Pataliputra) hovedstad for en stor del af Indien. Den behagelige by strækker sig over 15 km på Ganges' sydlige bred. Lufthavnen, flyselskaberne og hovedbanegården ligger alle i byens vestlige del, mens de ældre og mere traditionelle kvarterer ligger mod øst, bl.a. Harimandir, en af sikhreligionens vigtigste helligdomme. Kejser Ashokas hovedstad fra 200-t. f.Kr. er udgravet ved landsbyen Kumrahar syd for Patna.